Efter guldvisummet

Portugals beslutning om at lukke det mest generøse kapitel i guldvisummet afsluttede ikke investeringsmigrationen. Den professionaliserede den.

I årevis blev sydeuropæiske opholdsprogrammer mod investering solgt som et produkt: en tærskel, en advokat, et nøglebundt. Da Lissabon strammede reglerne, og Madrid præciserede sine egne, fordampede markedet ikke. Det segmenterede sig. Den opportunistiske køber, der ville have en pasnær lejlighed i en turistblok, gik. Tilbage blev den, der ville have et forsvarligt aktiv, en skoleplads og en anden operationel base.

Spanien kyst- og ømarkeder tog en del af denne forskydning, men ikke som et simpelt overløb. Efterspørgslen drejede mod ejendomme, der virker uden visumfortælling: helårsbelægning, klar adkomst, et fællesskab en udenlandsk ejer faktisk kan leve med. Grækenland og Cypern så en lignende sortering. Brochuresproget om »ophold« er erstattet af det koldere ordforråd »allokering«.

Det, der har ændret sig mest, er due diligence. Banker, notarer og skatterådgivere sidder i det første møde, ikke det sidste. Et grænseoverskridende køb, der ikke kan forklare midlernes oprindelse, holdingsstruktur og exit, er ikke længere en forsinket sag. Det er en afvist sag.

Det er sundere, end det ser ud. Et marked, der afhænger af et politisk instrument, kan lukkes en parlamentarisk eftermiddag. Et marked, der afhænger af klima, infrastruktur og relativ værdi, er langsommere at opfinde og langsommere at ødelægge.

Kontorerne, der vinder næste cyklus, er ikke dem, der stadig annoncerer et program, der ikke findes. Det er dem, der kan føre en familie fra Prag eller Hamborg gennem et spansk eller portugisisk køb som en selskabsakt: rent, dokumenteret og ligegyldigt over for næste visumoverskrift.

Et marked, der afhænger af et politisk instrument, kan lukkes en parlamentarisk eftermiddag.

Denne artikel er oversat elektronisk.